Nordklang

Simon Drew - korsanger

Om Nordklang 

Okay, indrømmet – jeg er lidt af en sangnørd. Og de, som kender mig, ville måske tilføje '-meget, endda!'.
De har sikkert også ret. Sådan har jeg været siden dengang midt i 60'erne. Nu er jeg selv midt i 60'erne, og jeg glæder mig stadig, hver gang jeg skal til kor.  

Det er nok en følelse jeg har tilfælles med mange her i Kor72-regi, men sommetider gribes jeg stadig af en undren over at tilhøre en sangforening. Nogen har fortalt mig engang, at hvis der fandtes to dansker på en øde ø, så ville der være mindst fem foreninger! Foreningslivet præger jo også korsang i Danmark. Selve Kor72's oprindelse fortæller noget om, hvordan folk i sin tid har truffet en beslutning om at vejene skulle skilles, således at yngre og ældre kunne have deres egne kormusikker hver for sig. Intet er støbt i beton -især når det drejer sig om kunst- og de sidste 50 år har unægteligt sat deres spor på vores forening... Smag bør jo aldrig diskuteres, men jeg tænker sommetider at tidens musik er musik for alle tider (selv om fordums negro spirituals og nationalistiske sange efterhånden bør måske forstumme). 

Uanset om det er sket på baggrund af smagsændringer eller politik og kolde kontanter, den udvikling som er den danske kormusikkens historie gennem årene, står skrevet i utallige kor-bøger. Højskolens sangbog opdateres løbende, side om side med Folkeskolens sangbog. Vi har også de gode gamle Chorus bøger, udgivet af Edition Egtved, og jo, der findes Kor72 bøgerne -nu med en flot nummer 7 i rækken. På min egen bogreol står 11 smalle kor-bøger: Nordklang. Som jeg har været med på tre gange i alt. 

Den første gang jeg var med til Nordklang 9 (i Karlstad, 1995). Stefan Parkman dirigerede vores gruppe i et udfordrende repertoire, med alt fra Purcell (O All Ye People, Clap Your Hands) til Jaakko Mäntyjärvis Pseudo Yoik. Det var en vildt spændende oplevelse for mig som 'indvandrende' englænder at blive kastet ud i så meget fantastisk musik, som hurtigt kørte konstant på min indre lydspor (-det var også her, at nogle af mine bekendte fortalte mig at jeg synger i søvnen!) Til fællessang om morgenen oplevede hvordan jeg Eric Ericson -the Grand Old Man ham selv- venligt, men bestemt, kan få et kor på mindst 200 til at synge i en spindelvævsagtig pianissimo. Korhæftene blev flittigt brugt, under kyndig og veloplagt direktion af Robert Sund, Steen Lindholm, Seppo Murto, Tone Bianca Dahl og Garðar Cortes, og jeg måtte slå ørerne op for at fange budskaber på svensk, sangtekster på færøsk og instrukser på danglish. Nordklang var og er en imponerende bedrift, som viser hvor meget man kan nå i fællesskab, og hvilke styrker der ligger i den skandinaviske kultur, hvor man deles om forskelligheder lige så meget som fælles værdier. 

Alt i alt, det var en flot oplevelse, med mange indtryk. Som for eksempel, den dag vi fik lidt ekstra fritid inden aftensmad, og mange af os brugte chancen for at tage en dukkert i søen, som lå lige i nærheden af hallen. Mens jeg lå i vandet, begyndte det at regne blidt, og der fløj en gammel todækker lige over, til akkompagnement af bulder og brag fra kanonslag -en mærkelig fornemmelse af uvirkelighed, alt imens jeg hørte korsang inde i mit hoved. 

Simon Drew
(sanger i Kammerkoret Coro Misto, Midtjysk Kammerkor, m.fl).